Indledning

Evernote er et kraftfuldt program til at tage alle mulige former for notater og ikke mindst til at kunne finde dem igen. Programmet er omfattende og kan indledningsvist virke uoverskueligt, fordi der er så mange muligheder.

Du kan gemme billeder, webklip, indsætte påmindelser, formatere tekst, indsætte afkrydsningsfelter og meget, meget mere. Jeg beskriver kun de vigtigste funktioner. Firmaet bag Evernote har en hjemmeside med meget inspiration og support.

Du kan synkronisere med et ubegrænset antal enheder enheder i Premiumversionen, som er den, jeg skriver om. I den gratis version, kan du synkronisere med to enheder.

1. udgave af guiden til Evernote kom i oktober 2017, og siden da er der sket omfattende ændringer i programmet, derfor er denne udgave skrevet helt om. Det er positivt, at programmet er ændret så meget, da den gamle version var svær at overskue – og derfor var den gamle guide også svær at overskue.

Guiden tager udgangspunkt i Windowsversionen af Evernote til desktop/computer.

Tilbud

Jeg har brugt Evernote i en del år, så hvis du kommer i tvivl om noget, er du velkommen til at skrive til mig via kontaktformularen. Så vil jeg prøve at hjælpe. Og ellers spørger du i Facebookgruppen, så alle medlemmer kan få glæde af spørgsmål og svar.

Evernote er et fantastisk værktøj, som jeg kun kan anbefale dig at afprøve.

Priser

Evernote fås i tre forskellige prisklasser. De viste priser er fra marts 2021.

  1. Basic: gratis.
  2. Premium: 49,00 kr. pr.måned. Hvis du betaler for et år ad gangen, er prisen pr. måned 35,75.
  3. Business: 72,00 kr. pr. måned.

Her kan du se, hvad forskellen er på de forskellige prisklasser.

Hent, installer og opret en konto
  1. Programmet hentes her. Der vises en meddelelse om den fil, du henter. Tryk ‘Gem fil’ og gem den på skrivebordet eller et andet sted, hvor du let kan finde den igen. Filen til Windows hedder i skrivende stund (marts 2021)  ‘Evernote-10.8.5-win-ddl-ga-2367-setup.exe’.
  2. Dobbeltklik på exefilen. Programmet går uden videre i gang med at installere.
  3. Du får et billede, hvor du skal logge på med din e-mail eller dit brugernavn, hvis du har brugt programmet tidligere (eller evt. med din Googlekonto eller din Applekonto).
  4. Har du ikke brugt programmet tidligere, opretter du en ny konto og registrerer dig som udgangspunkt gratis. Du får tilbud om at prøve Premiumversionen gratis i syv dage.
  5. Næste billede er et velkomstbillede med knappen ‘Kom godt i gang’.
Kom godt i gang

Du føres gennem forskellige spørgsmål om din påtænkte brug af programmet og tilbydes igen at prøve Premiumversionen, men det kan du desværre ikke uden at skulle have Dankortet frem og oplyse kontonummer mv., selvom beløbet først hæves efter syv dage.

Du kan arbejde med programmet direkte på PC’en, via en browser på PC, telefon eller tablet, eller du kan bruge en app på telefon/tablet. Alle billeder i guiden stammer fra desktopudgaven.

Basisfunktioner

Det første billede, vist til højre, man kommer til i programmet, er væsentlig mere overskueligt end i tidligere versioner og det er kun godt.

Ny note

Ny note giver sig selv. Når du trykker på plustegnet, kommer du til en stort set blank side.  Værktøjslinjen i toppen giver mange muligheder for formatering, farvelægning og fx indsættelse af links.

Som udgangspunkt er det kun dig, der kan se din note, men yderst til højre i værktøjslinjen er der en knap med teksten ‘Del’. Her kan du dele et link til den aktuelle note via e-mail. Til højre for ‘Del’ findes tre små prikker, der fører ind til flere handlinger. Menuen fortæller klart, hvad man kan foretage sig under de forskellige punkter.

Trykker du på den hvide pil til højre for ‘Ny note’, får du mulighed for at specificere typen af din nye note nærmere. Der er mange muligheder, som du selv bør udforske. Jeg gennemgår nogle udvalgte.

En ‘Gøremålsnote’ er praktisk, da den opretter en huskeliste med afkrydsningsbokse.

En ‘Mødenote’ er også praktisk og rummer mange muligheder. Den opretter uden videre et ‘hoved’, hvor man kan skrive mødedato og tid, mål og deltagere. Der er gjort plads til dagsorden og noter, og nederst er der forslag til handlingspunkter. Deler man denne type note med de øvrige mødedeltagere, er man godt forberedt.

Der kan oprettes en ‘Ugentlig kalender’, hvor de enkelte dage kan formateres på forskellig vis. Kalenderen har desværre den ulempe, at den starter med søndag. Jeg har ikke kunnet finde en indstilling, der ændrer dette.

Påmindelser til noter

Evernote kan sende dig påmindelser tilknyttet den enkelte note. Det er ikke let at få øje på muligheden, der findes i bunden af skærmbilledet sammen med teksten ‘Tilføj mærke’, som man kan tilføje samme sted.

Startside

Når man har brugt Evernote noget tid og har meget indhold, er menupunktet ‘Startside’ praktisk, fordi det vha. såkaldte widgets:

  • Giver overblik over seneste og foreslåede noter.
  • Tilbyder en skitseblok.
  • Tilbyder at fastgøre en note, man bruger ofte, så det er hurtigt at finde den igen.
  • Viser hvad der er gemt for nyligt inddelt i forskellige kategorier – fx dokumenter, lyd og e-mails.
  • Viser notesbøgerne.
  • Viser mærkerne (en slags label til hver note).
  • Viser genvejene.

Man kan vælge hvilke widgets, man vil have vist ved at klikke på knappen ‘Tilpas’ oppe i højre hjørne. Herudover kan den enkelte widget tilpasses eller fjernes vha. de tre prikker i øverste højre hjørne af den.

Genveje

Under dette punkt vises som udgangspunkt genveje til de seneste notesbøger og de seneste noter. Genvejene er rigtig gode til at sørge for, at man ikke ‘farer vild’ i det omfattende program.

Notesbøger

Her vises en liste over notesbogsstakke, som er genereret ud fra de notesbøger, man har anbragt den enkelte note i. Stakke er en måde at organisere relaterede notesbøger. De kan kun ses af dig, og de kan ikke deles med andre.

I skærmbilledet kan man oprette nye notesbøger, og til højre for de eksisterende notesbøger kan man, vha. de små prikker yderst til højre, udføre de handlinger, som billedet til venstre viser.

Delt med mig

Jeg har ikke noget delt indhold, og er derfor ikke klar over, hvordan det virker.

Mærker

‘Mærker’ viser en liste over alle de eksisterende mærker og øverst kan man, ved at klikke på det lillebitte plustegn, oprette nye mærker. Et nyt mærke kan også oprettes vha. Ctrl + Shit + T. Udgangspunktet er dog, at det bedste er at oprette mærkerne, når man opretter den enkelte note.

Klikker man på ikonet til højre for oprettelsen af det nye mærke vises to sorteringsmuligheder: Der kan sortere efter titel (mærkerne vises i alfabetisk orden) eller efter antal, hvorved mærkerne vises efter popularitet (dem der er brugt mest vises øverst).

Work Chat

Vil du oprette en ny chat, klikker du på det lille blyantsikon øverst oppe og får et blankt vindue, hvis du ikke allerede har et sådant. Øverst skriver du modtagerens mail-adresse eller navn (men det må kræve, at programmet kender modtageren fra en tidligere mail. Jeg har ikke haft mulighed for at teste det). Selve indholdet af chatten skrives nederst i feltet ‘Indtast en besked…’.

Der er mulighed for at søge i tidligere oprettede chats ved at klikke i feltet ‘Søg i chats…’.

Papirkurv

Papirkurven rummer de slettede elementer af enhver art. Hvis du vil gendanne et element i papirkurven, klikker du på de tre små prikker øverst til højre på skærmen. Det giver de muligheder, som billedet til højre viser.

Aktiver totrinsbekræftelse

Totrinsbekræftelse giver din konto et ekstra lag af sikkerhed ved at kombinere noget du kender (din adgangskode) med noget, det kun er dig, der har adgang til (din telefon). Det tager kun et øjeblik at konfigurere totrinsbekræftelse. Sådan gør du:

  1. Log ind på dine sikkerhedsindstillinger på Evernote Web. Du finder dem sådan: https://www.evernote.com/secure/SecuritySettings.action (eller vha.: Kontooplysninger (klik oppe ved dit navn) > Sikkerhedsoversigt)
  2. Klik på Aktivér ud for ‘Totrinsbekræftelse’. Du vil blive guidet gennem en række trin for at:
    1. Verificere din e-mailadresse.
    2. Bekræfte din mobiltelefon (via sms).
    3. Angiv et backuptelefonnummer (valgfrit).
    4. Konfigurere din foretrukne autoriserings-app (valgfrit for Evernote Premium/Business).
    5. Udskrive og/eller gemme et sæt backup-koder. Opbevar disse et sikkert sted eftersom de kan bruges som en alternativ metode til at få adgang til din konto.
  3. Klik til sidst på ‘Fortsæt’ for at afslutte konfigurationen.

Nyheder

Nederst i skærmbilledet findes et felt med titlen ‘Nyheder’, som det kan betale sig at holde øje med, så du bliver opmærksom på alle de nye muligheder, der løbende tilføjes.

 


Hanne B. Stegemüller, 14. marts 2021