Formål

Macrium Reflect Free er et backupprogram, der kan lave en komplet diskafbildning (et image/en kopi) af hele dit styresystem, inkl. installerede programmer og personlige filer. Dette image kan bruges til at gendanne computeren, hvis noget går galt, eller den evt. slet ikke vil starte.

Programmet kan også købes, men den gratis udgave vil være fuldt tilstrækkelig i langt de fleste tilfælde.

Programmet er en uvurderlig redningsplanke, som sjældent tager mere end en halv times tid. Og det virker.

Pris: Gratis 

Programmet kan hentes her.

Kort om terminologien: Et image/en backup bruges lidt i flæng. Det har ingen praktisk betydning, da meningen er den samme.

Da guiden er meget lang og rig på uundværlige billeder, har vi valgt at bruge sideopdeling for at øge læsbarheden og overskueligheden. Når du vil bladre frem og tilbage, kan du enten bruge de små tal i bunden af hver side eller browserens frem- og tilbageknapper.

Installation

Vent til downloadet starter, klik Gem og gem det et sted, hvor du let kan finde det igen fx på skrivebordet. Den hentede fil skal hedde ReflectDLHF.exe.

Dobbeltklik på ReflectDLHF.exe for at starte processen. Den åbner nedenstående dialogboks, som vil hente de filer, der passer til din computer og installere programmet. Sørg for at vælge som vist på billedet.

Du skal downloade både Reflect Installer og PE Components. Hvis det ikke er tilfældet, så klik på Options og vælg det. PE Components er en slags mini-Windows, som du skal bruge senere.

Når du klikker Download, beder Macrium dig bekræfte, at du også vil hente Windows PE. Det er temmelig stort og tager et stykke tid.

 

Så hentes filerne og bagefter åbnes installationsdialogen. Klik Next for at begynde og sørg for at vælge som vist på de følgende billeder.

Så er Macrium installeret, og når du klikker Finish åbnes programmet. Her takker du nej til registrering og siger evt. nej til at lave et ”Rescue Media”. Du kan altid lave et senere.