Formål

Guiden viser, hvordan du kan bruge MailChimp til automatisk at udsende et nyhedsbrev, når der er nyt i dit feed. Hvis du har en hjemmeside, typisk med en blog, har du også et RSS-feed. Hvis du har har en blog baseret på WordPress (og du ved det, hvis du har det), vil dit feed se sådan ud: https://ditdomæne.dk/feed/

Dvs. formålet er: få MailChimp til at “opsnappe” informationerne fra dit feed og sende dem ud i en mail til de mennesker, der abonnerer på dit nyhedsbrev.

Dette er således ikke en systematisk gennemgang af det at oprette en konto hos MailChimp, at lave et nyhedsbrev mv. Kan det ikke undgås, bliver det forklaret. Jeg medtager det, der kan svært at finde frem til, da mange af funktionerne i MailChimp er godt gemt.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du har et feed, og om det er gyldigt, bruger du fx denne feed-validator. Er alt i orden, modtager du denne besked: “Valid RSS” sammen med det lille ikon. Du kan også lade MailChimp forsøge at validere dit feed. Tast det ind, du mener, det er og tryk enter.

Guiden afsluttes med en video, som det er en god idé at se, da der er en smule mere med der, end der er på skrift.

Pris

MailChimp er gratis op til og med 12.000 udsendte mails pr. måned og/eller 2.000 kontakter (opgjort juli 2018).

Hvor?

Du finder MailChimp her.

Campaigns

Du har sikkert allerede en kampagne men for en sikkerheds skyld, opretter vi her en ny kampagne.

1. Et nyhedsbrev er en kampagne, selvom ordvalget synes misvisende. Klik “Create campaign”.

2. Klik “Create an email”.

RSS campaigns

3. Vælg “Automated”. Det står i toppen. Automated fortæller MailChimp, at du vil bruge dit feed.

4. Vælg “Share blog updates” længst til højre.

5. Giv kampagnen et navn.

6. Nedenunder i “Select a list”, vælger du den liste med abonnenter, du vil sende dit nyhedsbrev/din kampagne til. 

 

 

 

 

 

 

7. Klik “Begin”.

Tidszonen og frekvenserne

8. I næste billede indtaster du navnet på dit feed og tager stilling til, hvor ofte MailChimp skal kigge i dit feed  og sende en mail. Hvis der står noget forkert i din tidszone, fx “Eastern American”, skyldes det, at du ikke har udfyldt i informationerne i din profil/profile korrekt. Du retter disse oppe i højre hjørne. England opererer ikke med sommertid, så hvis den slags er vigtigt for dig, skal du selv korrigere for det, da du kan ikke vælge GMT +02, når du vælger London.

Hvis du har svært ved at huske forskellen på PM og AM, er reglen her:

  • AM går fra midnat til kl. 12:00 middag
  • PM løber efter kl. 12:00 middag.
  • Kl. 13 er altså 1:00 PM

9. Sæt gerne flueben i “Resize RSS feed image to fit template”, hvilket bevirker, at billederne fra din blog bliver vist pænt i dit nyhedsbrev/din campaign.

Husk bundlinjen

10. Bemærk bundlinjen, som let kan overses, men som faktisk er den helt centrale menu fra nu af. Den ser således ud:

 

 

11. Nede i bundmenuen klikker du “Next”.

12. På næste billede tager du stilling til, hvilken af dine lister, mailen skal sendes til. Dette er ulogisk, for du har jo allerede valgt din liste én gang. En liste er de personer, der har tilmeldt sig dit nyhedsbrev typisk via en formular på din blog/hjemmeside. I eksemplet her har jeg bare valgt en lille liste, som jeg har kaldt”Liste til test”. Din liste har sikkert flere abonnenter.

13. Næste billede giver dig en række administrative funktioner, som ikke er ligegyldige, men som på den anden side giver sig selv.  Det meste interessante er måske: “Personalize the “To” field” Når du sætte mærke der, kan du fx skrive: “Kære *|FNAME|* *|LNAME|*”, som bevirker, at modtageren ser “Kære Anders And”. Det forudsætter selvfølgelig, at din inputformular på bloggen rummer disse felter. De behøver ikke være obligatoriske. MailChimp fanger for- og efternavnene, hvis de findes. Findes de ikke, har det ingen betydning.

14. “Auto-post to Facebook after sending”. Hvis du sætter mærke i den, sørger MailChimp for, at indholdet af nyhedsmailen indsættes som en opslag på Facebook, efter nyhedsbrevet er sendt. Du skal bruge en API-nøgle. Jeg kan desværre ikke beskrive/vise det, da jeg har brugt min. Men det var ret let at gå til. Driller det, er du velkommen til at kontakte mig.

Vælge en skabelon eller design din egen. Her kommer RSS ind

15. Ved klik på “Next” kommer du til “Select a template”. Her vælger du enten et helt nyt template og designer dit nyhedsbrev fra grunden, eller du klikker på “Saved templates”, hvis du allerede har designet et nyhedsbrev.

Det er let at fare vild her. Jeg synes ikke, det er fuldkommen klart, om man er det ene eller det andet sted, altså er du i gang med at overskrive dit eget tidligere arbejde eller ej? Det er heller ikke let at se, om man har gemt, for der er ingen gemme-knapper. Du må være forsigtig og prøve dig frem. Mailchimp gemmer hvert 20 sekund, men hvad hjælper det, hvis man er i gang med at “lege” og så gemmer oveni en master…?  Det skal dertil siges, at jeg (endnu) ikke har dummet mig, eller også er der ikke tale om et reelt problem.

16. Når du er færdig enten med et helt ny template eller du genbruger et allerede defineret, klikker du på “Design”, og det er her, du kommer til det interessante i relation til RSS-feeds. Som en del af “Content”, tager du stilling til dit feed-indhold. Jeg har ikke dyrket “RSS Header” men alene “RSS Items”. Der er en lang række forskellige muligheder ved “Merge tags”, og det er utrolig smart. Det kræver, at du øver dig lidt og også bruger deres hjælpesider. Denne liste går i dybden med MailChimps tags, som er de kryptiske “koder”, vi fx brugte i punkt 13: *|FNAME|* *|LNAME|* Det simple eksempel her kan formentlig være tilstrækkeligt for de fleste:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Koden herunder fungerer godt, når der automatisk skal sendes et nyhedsbrev med uddrag af de seneste fem blogposter (antallet kan du bare rette i  [$count=5]|*. MailChimp tilbyder meget mere, men det er min opfattelse, at designet bliver meget “uroligt” med masser af kæmpestore overskrifter mv.  Det er smag og behag, og du kan sikkert eksperimentere dig frem til noget, der passer til dig.

*|FEED:https://ditdomæne.dk/feed/[$count=5]|*

*|RSSITEM:TWITTER|* *|RSSITEM:LIKE|*

*|END:RSSITEMS|*

Koden herover resulterer i følgende:

 

17. Herefter er du færdig og kan klikke på “Confirm”. Det bringer dig til et oversigtsbillede, hvor du får en opsummering af alle de centrale punkter, og hvis du mener, de ser fornuftige ud, kan du klikke på “Start RSS”, hvor ved, du sætter kampagnen i gang. Hvis noget ser forkert ud, klikker du på edit, hvorved du kommer tilbage til det punkt, der skal rettes noget i.

Hvis du fx har valgt et interval på en uge (i punkt 8), og du har valgt søndag, kommer der således en mail, hvis du har fyldt nyt indhold på bloggen siden sidste søndag. Er der intet nyt indhold, kommer dr ingen mail.

En anden årsag til at der ikke kommer en mail kan være, at du er kommet til at sætte dit nyhedsbrev/kampagnen på pause, uden du har været opmærksom på det. Det sker, hvis du har trykket “Start RSS” og så alligevel ønsker at rette et eller andet. Det kan du let gøre, men det sætter kampagnen på pause. Derfor skal du ned at klikke på “Start RSS”  igen.

Den tilhørende video

Hvis det har din interesse, kan du også se denne video 10:55. Videoen gennemgår stort set det samme som denne guide.

 


Hanne B. Stegemüller, 22. juli 2018